Måneskins-skovtur.

Månen skinnede høj på den mørke himmel. Melanie stod i udkanten af skoven. Håret var løst og mørkt, grå løs bluse, med en jakke ovenover. Hun stod med en kurv i hånden. Benjamin havde lovet at tage et tæppe med, så længe hun pakkede kurven også videre. Varmt kakao, jordbær svøbt i chokolade, små sandwichs, som husalferne havde været venlige at lave, og en lille kage. Hun kiggede på uret, klokken var næsten 23. Lige om lidt, ville den store klokke slå. De skulle ud på måneskinsskovtur, Melanie ventede ved skovens kant, fordi Benjamin havde en forfærdelig stedsans i skoven. Hun havde armene over i kors. Hun havde glædede sig, hun strålede som en sol i hele dagens lektioner. En hyggelig fredag. Eleverne havde været højst forundret over Melanies opførsel. Men de så tilgengæld også ud til at være glad for det. Ikke Melanie der banker en over fingerene hvis de ikke holder mund. Det var egentlig ret underligt.

Benjamin smilede forventningsfuldt, da han gik ned over den mørke græsplæne for at møde Melaine i skovkanten. Han havde set frem til dette møde, siden han og Melaine havde aftalt det dagen forinden. Resten af Hogwarts' beboere var for længst gået tilbage til deres sovesale, og Benjamin var ret overbevist om, at han og Melaine var de eneste udenfor på denne tid. Så snart Benjamin besteg den sidste bakke, så han svagt Melaines skikkelse i skovkanten. Han satte farten op og hendes skikkelse blev hurtigt tydeligere. Han smilede en anelse bredere. "Hey Mel, det kan jeg godt kalde dig ikke?" spurgte han forsigtigt for ikke at støde hende. Det ville være en forfærdelig start på denne skovtur. Han lavede en bydende armbevægelse som for at vise, at Melaine førte an.

Indeni jublede Melanie af glæde, da hun så Benjamin kom. Han så ud som sædvanlig. På en eller anden måde, var Melanie bare fortryllet. Sådan var det bare. "Selvfølgelig. Jeg har det hele med, tæppe, chokoladessvøbte jordbær, kage, og kakao og en del mere." Melanie smilede. Hun gik roligt ind i skoven, dog lige før det, havde hun staven fremme. "Lumos" hviskede hun lavt. En stærk lys stråle fór ud af tryllestavens ende, og fik skoven til at virke ret så lys, trods at det var frygtelig mørkt. "Jeg har virkelig glædet mig til i aften" sagde Melanie, imens hun gik gennem skoven. Inden længe ville de være ved lysningen, og sidde og spise jordbær, og se måneskinnet lyse det rareste sted i skoven op.

Benjamin lyttede opmærksomt, da hun opremsede alle de ting, hun havde taget med. "Wow, du har virkelig tænkt på det hele," sagde Benjamin med et snært at beundring i stemmen. Han tvivlede en anelse på, at han ville have tænkt på at tage alle de ting med. Men det var jo en skovtur, og hvad var en skovtur uden en kurv fyldt med alverdens spiselige ting og sager? Benjamin fulgte efter Melaine, da hun førte an ind i skoven. Til forskel for hende undlod han at tænde sin tryllestav, da lyset fra hendes var nok for ham. Alligevel tog han dog tryllestaven op i hånden. Benjamin smil blev bredere, da Melaine fortalte, at hun havde glædet sig til turen. "Det er jeg glad for at høre, så er jeg ikke den eneste, der har glæde mig rigtig meget," svarede Benjamin smilende, mens han fulgte hende med øjnene bagfra. "Der er ikke langt igen, er der?" spurgte Benjamin. Han huskede slet ikke, hvor langt der havde været sidste gang, de gik turen.

Melanie mærkede en varme op i kinderne. Men sådan var Mel bare. Hun var velorganiseret, og sørgede altid for at have nogle godter med. Trods hun som lærer bør være et godt forbillede, kunne hun ikke benægte at hun elskede fast food og sukker. Melanie smilte da han fulgte efter hende, hvis der var noget hun vidste om Ben, så var det at at den forbudte skov var nok det sted han mindst ville undgå. "Man kan altså glæde sig til chokolade svøbt jordbær!" Melanie opdagede at hun måtte dæmpe sig lidt, hvad ville det hjælpe hvis en flok elever kom ud. Lysningen var nærmest oplyst af måneskinnet. Det var utrolig smukt. "Vi er her nu" strålede Melanie. Det røde, ternede tæppe slog hun ud lige midt i lysningen. Hun satte sig ned og ventede blot på Benjamin. "Nox." Staven slukkede da lysningen var ganske fin oplyst, så det rent faktisk ikke var nødvendig.

Benjamin trådte forbi Melaine og ind i lysningen. "Wow, du havde ret. Her er virkelig utroligt flot i månelyset," sagde Benjamin, der gik lidt rundt for at se sig om. Lysningen så helt anderledes ud i månens specielle lys. Han smilede muntert til Melaine, før han satte sig ned ved siden af hende. Selvom de havde været her sammen en enkel gang før, syntes han alligevel bedre om det denne gang. Benjamin vendte blikket mod hende, da lyset fra hendes tryllestav. Hendes ansigt stod frem i lyset fra månen. Hans smil blev en anelse bredere, mens han tavst undersøgte hendes ansigt. De venlige øjne. Smilet. Alt. "Jeg er glad for, at du viste mig stede her og tog mig med herud," sagde Benjamin roligt. Hans blik gled ned på kurven ved siden af Melaine. "Skulle vi ikke have nogle af de jordbær, du har snakket så meget om?" skyndte han sig at sige, da han mærkede en let varme stige op i ansigtet. Han havde aldrig været god til sådan noget og håbede lidt på, at det månens lys ikke afslørede ham.

Melanie sukkede, flot var det ikke, smukt var det heller ikke, fantastisk, det var ordet man ledte efter. Lysningen havde en eller anden underlig, magisk effekt. Hun smilede muntert til Benjamin, selvom de trods alt havde været her en enkel gang, sammen med ham herude, var det her mere specielt. Hun vendte blikket mod Ben da han satte sig ned. "Ingen årsag! Det er så ensomt at være herude om natten." Melanie lagde mærke til Benjamins kinder, enden var det fordi han havde det koldt... for han rødmede. Hendes kinder skød op som et kanonslag. Melanie skyndte sig at vende opmærksomheden mod jordbærene. Hun åbnede forsigtigt den håndlavede kurv, og tog en plasitc-madkasses låg af. Hun stak hånden godt ned i kurven, den var egentlig ret lille, men det kunne godt klare. Besværgelsen der lavede en masse plads. En hvid frugtskål med flotte blå mønstre. Hun hælte jordbærene ned i skålen, det så fuldstændig majestætisk ud. "Du kan tro det var svært for husalferne at få fat i chokoladen" smilede Melanie, hun prøvede diskret at vende ansigtet mod jordbærene, for at månens lys ikke skulle afsløre hendes rødmen.

Benjamin nikkede og lod blikket glide ind mellem de mørke træer, der så ud til at fortsætte i en uendelighed, hvorefter han vendte blikket tilbage på Malanie og fulgte hende med øjnene, da hun begyndte at pakke alle tingene ud fra kurven. ”Havde husalferne ikke chokolade?” spurgte Benjamin vantro, ”jamen det væsner plejer da at have alt og intet til madlavning. De begynder da at falde lidt af på den så.” Benjamin havde aldrig før oplevet, at de væsner var i mangel på noget som helst. Men det skulle vel ske på et eller andet tidspunkt. Det gik pludseligt op for Benjamin, hvor lidt han egentligt vidste om Melanie. Jo, da havde kendt hinanden lidt i skolen. Jo, de var kollegaer. Men udover det vidste han jo intet om hende. ”Hvor kommer du fra? Altså, jeg mener, hvad lavede du, før du kom på Hogwarts?” spurgte Benjamin. Man skulle vel starte et sted, og begyndelsen var vel oplagt.