Stilhed blandt uglerne

Sted: Ugleriet
Omgivelser: En sværm af ugler
Tid: Eftermiddag
Vejr: Solrigt

Aiden stod oppe ved ugleriet og var i fuld gang med at finde sin brune slørugle Bongo. Han havde fået skrevet et langt brev til sine forældre, bare om hvordan det generelt gik, siden han ikke så dem så tit, som han ellers ville. Derudover kunne han også godt lide at gemme sig væk blandt uglerne. Der var et eller andet roligt blandt uglerne, han godt kunne lide, selvom han ikke kunne beskrive det. Selvom han ikke var lærer i Magiske Dyrs Pasning og Pleje, nød han alligevel til tider dyrs selskab. Da han havde fundet Bongo, gav han uglen sit brev og så, hvordan uglen fløj ud mod horisonten. Han satte sig derefter i vindueskarmen og lod sit blik forsvinde med uglen.

Et smil viste sig over Marisol, idet hun trådte op i ugleriet. Hun havde nogle breve hun skulle have sendt, til sin familie, og nogle venner. Hun stoppede kort op, idet hun så en skikkelse stå ind blandt uglerne. Hun kunne kende personen som Aiden - En af lærerne. Hun var nu ved at have godt styr på alle de forskellige navne, og hun kunne forholdsvis sætte en person på hvert navn. Det havde så os taget sin tid. Hun kørte let en hånd gennem hendes hår, og kiggede lidt på ham. Skulle hun sige noget? Eller bare gå over til sin ugle, og sende brevene. Hun blev enig med sig selv, om at det ville være uhøfligt, bare at ignorer ham. "Hey" sagde hun stille, med et skævt smil. Hun vurderede lidt situationen, og fandt frem til, det ikke ville skade at prøve at få nogle venskaber. De skulle jo trods alt, gå op og ned af hinanden, en del dage, måneder og måske år.

Det gav et sæt i Aiden, da han hørte en kvindestemme. Han var faldet lidt hen i sine egne tanker, men han faldt heldigvis ikke bagover og ud ad vinduet, men nærmest som man fik voldsomme kuldegysninger. "Oh hey," sagde han med et skævt smil på læben, da han opdagede, at det var den rødhårede besværgelseslærer. Rødt hår var et sjældent syn, så han kiggede lidt på det, før han tog sig selv i det og så så ind i hendes øjne. Han kunne mærke, at han blev lidt akavet og kløede sig derfor i sin nakke. "Nåh, så du skulle også lige have sendt noget post?" spurgte han og sendte hende et af hans charmerende smil for at ligge sin akavede side væk.

Et skævt smil lagde sig over hende. "Jep - Det skal man vel altid" sagde hun og kiggede på ham. Hvor gammel han var, havde hun ikke den helt store ide om, men hun regnede næsten med, han var lidt ældre end hende selv. Hun følte sig til tider utrolig ung, blandt de andre lærer. Hun stod lidt uden at kunne komme på, hvad hun skulle sige, og smilede istedet et lille smil, og kiggede rundt på de mange ugler. "Hva' så, er du startet godt op på det nye år?" Smilede hun. De var efterhånden kommet et godt stykke ind i året, og som det så ud nu, ville det blive et godt år. Mange nye, kloge elever var kommet til. Hun vendte sit blik mod ham, og løftede let det ene øjenbryn.

Aiden tippede hovedet lidt fra side til side. "Altid og altid, det kommer vel an på, om man har skrivekundskaben i orden vel?" svarede han spørgende med et kækt smil. Han lagde mærke til hendes studerende blik og begyndte at rette blikket ud ad vinduet, siden han blev lidt akavet, men så så på hende, da hun stillede ham et spørgsmål. Han så nærmest helt ivrig ud, da hun nævnte det, siden han elskede at undervise. "Ja, det skulle jeg da mene? Jeg har ihvertfald forberedt mig godt og grundigt, så håber da, at eleverne vil interessere sig for faget," svarede han smilende. Han glemte helt sin akavede side, nu hvor han snakkede om faget. Det var en af de ting, han interesserede sig mest for. "Hvad med dig? Er du også kommet godt ind i året, og tager de nye elever godt imod dig?" spurgte han nysgerrigt og gav nu hende taletid.

"Det kan du have ret i" sagde hun med et smil. Hun kiggede opmærksomt på ham, da han fortalte om hvordan året var startet op. Han så ud til at være i sit rette element, når han talte om hans fag, og skolen i det hele taget. Det var noget hun os selv nød at tale om, og sikkert noget alle lærerne kunne lide - Det kunne man i hvert fald, bruge som et samtale emne. "Tjo, det går skam helt udmærket. Der er kommet en masse dygtige elever til, så det er jo meget dejligt". Sagde hun med et lille skævt smil. "Og ja, det går altid bedst når man er godt forberedt". Hun havde oplevet nogle lærer som ikke var så godt forberedt, og hvor dårligt det var gået dem. Hun kørte en hånd gennem håret, og kiggede smilende på ham.

Der bredte sig lige så stille et smil på hans læber. Han kunne godt lide, når folk gav ham ret, den sjældne gang det nu skete. Det var nu også en smart replik, han kom med, og han kunne godt lide, at det lod til, hun syntes om den. Han var også helt sikker på, at de fleste i hendes klasse var dygtige, siden man vel kunne sige, at det var der, magien startede, så hvem ville ikke interessere sig for Besværgelser og vise færdigheder i det? "Det kunne jeg forestille mig, ellers ville du vel også være i stand til at gøre dem dygtige?" spurgte han smilende. "Og ja, jeg kunne vel også godt forestille mig, at du havde forberedt dig?" Han havde selv brugt sin ferie på at forberede sig, siden han følte, at man på den måde bedre kunne få elevernes respekt og ikke mindst opmærksomhed.

Mari kiggede kort over på nogle ugler, inden hun igen vendte blikket mod Aiden. Hun nikkede smilende en gang, og sagde efterfølgende, med et skævt smil; "Jo, det håber jeg da jeg kan. Det plejer at gå meget godt, med at få sat noget viden ind i deres hoveder". Hvis det skete, at hun ikke fik lært eleverne noget, blev hun utrolig skuffet. Det var sket en enkelt gang, eller to, hvor eleven var så doven, og fraværende størstedelen af året. "Jeg vil mene jeg har forberedt mig rimelig godt. Det er jo det, størstedelen af sommeren, og de andre ferier går med" Hun nød at arbejde med sit fag, og brugte en del tid på det. Derudover var der jo os mange uger, hvor man var på slottet i ferierne - Det kunne hurtigt blive kedeligt, hvis ikke man havde noget at fortage sig.

Aiden kunne ikke lade være med at tænke på, at man nok heller ikke var egnet som lærer, hvis ikke man havde evnen til at give viden videre, om det så var elever eller jævnaldrende. "Ja, det ville være lidt trist, hvis man ikke kan give viden fra sig," måtte han erkende. Han syntes selv, at det ikke var det helt store problem, men det skyldtes nok, at han havde sådan en stor passion for sit arbejde. Det ville nok være sværere, hvis den ikke var der, men hvorfor så fortsætte med sit arbejde? Alligevel kunne han ikke lade være med at hæve et øjenbryn af hende. "Tja, du har vel forhåbentligt også holdt noget ferie?" spurgte han interesseret. Selvom han elskede sit job, så blev han også selv i ny og næ nødt til at holde ferie for at tænke på sig selv. Ellers ville han nok ikke kunne holde til det i længden.