Gårdspladsen

Madeline kom gående ud fra Indgangshallen, og ud i gårdspladsen. Hun havde lige spist morgenmad, og siden hun ikke have nogle morgentimer villehun gå udenfor i det dejlige forårsvejr. Solen var allerede højt oppe over skovene omkring slottet, og afslørede at det var midt på formiddagen. Hun så rundt og gik over mod et springvand som stod midt i gårdspladsen, mens hun betragtede vandet, som sprang op i en vandstråle. Solens stråler fik vandet til at glimte, mens Madeline stod og kiggede på det. Hun var iført et par lyse jeans bukser og en blå sweater eftersom det ikke var helt varmt.

Benjamin kom gående op mod Hogwarts i et roligt og stabilt tempo. I favnen havde han en lukket papkasse med adskillige huller i låget, hvorfra der kom skingre, pibende lyde fra flere individer. Benjamin havde hentet adskillige mus i Hogsmeade, som han skulle bruge i en senere lektion, hvor eleverne skulle forvandle dem til snustobakdåser. Han skulle til at gå over mod hovedindgangen, da hans blik faldt på Madeline, der stod alene ovre ved springvandet. Han behøvede vel ikke at gå op med musene lige med det samme. Han havde trods alt ikke nogle lektioner lige med det samme, som han skulle nå. Beslutsom lagde han vejen om og gik over til Madeline. "Hey, er vandet så spændende?" hilste han og henvendte til, at hun sådan stod og betragtede springvandet. Spørgsmålet var selvfølgelig ikke ment alvorligt. Benjamin fangede også ofte sig selv i at stå stirre på det rindende vand. Han stillede sig ved siden af hinanden, mens han stadig havde kassen med mus i favnen.

Springvandets rindende stilhed blev afbrudt af de små piv og kradsen. Det tog Madeline ikke notits af, da hun havde vundet sig til lyden af mus overalt. En flue satte sig på vandet, men fløj hurtigt igen. De bølgende spiraler blev støøre og støøre og mee utydelige. Pludselig sagde en velkendt stemme noget. Et smil samlede sig på hendes læber, inden hun nåede at vende hovedet. "Jah. Utrolig spændende. Mon ikke et mini søuhyr snart hopper på mig?" hun mente det selvfølgelig ikke. Hun kiggede undersøgende på dn kasse Benjamin havde stillet fra sig. Det skulle nok bruges til undervisning. Han var jo trods alt forvandlings lærer.

Ved Madelines kommentar vendte vendte Benjamin blikket væk fra hende og ned mod den forstyrrede vandoverflade, mens han smilede roligt. "Lad os hellere håbe på, at søuhyret så kan leve med kun at få mus til middag," sagde Benjamin, hvorefter han blidt klappede en enkel gang på siden af kassen. Benjamin lagde mærke til Madelines spørgende blik på kassen. "Jeg skal bruge musene til en lektion senere i dag. Eleverne skal træne at forvandle dem til snustobaksdåser," forklarede Rylan, hvorefter han skulle til at lette en anelse på låget for at vise musene frem. Han lod dog være, da det gik op for ham, at det ikke engang var sikkert, at Madeline gad se på en flok mus i en kasse. "Du husker sikkert, at vi også øvede os på forvandling af mus i vores skoletid?" spurgte han i stedet.

Madeline lo. Der var noget ved Benjamin, som altid kunne få hende til at le. Hun lænede sig op af springvandet. "Måske skulle jeg overveje at give søuhyret nogle uartige børn? Det er måske bedre end mus?" Der kom frem, som en venlig tone. En tone som, der var mellem gode venner. Hun lyttede opmærksomt til hans forklaring omkring musene. "Ak ja, det husker jeg." Scenen hvor hende og Benjamin skød besværgelser efter, de overraskende hurtige, mus. Hun lagde armene over kors på en afslappet måde, ikke en ret fy-fy måde, som hun ofte gjorde i sine lektioner, når eleverne var provokerende hende. En tot af hendes ellers så fine hestehale, var hoppet ud, det ordnede Madeline hurtigt ved sno det om bag øret. "Det gik selvfølgelig fantastisk hos dig, mens det tog mig et par hundrede forsøg, før den blev perfekt!" Det var ikke kommet frem som jaloux ment, nej, Madeline stank godt nok til forvandlingsbesværgelser, men eliksir, det var nærmere hendes kop te.

Benjamin smilede en anelse bredere, da Madeline begyndte at le. På sin vis gjorde det ham glad at se hende grine. "Og har du husket at inkludere i dine beregninger, at der måske er nogle, der ville opdage, at en elev pludselig forsvandt? Tror du ikke?" spurgte han og vendte sin opmærksomhed mod Madeline igen. Man kunne umuligt få selv et uartigt barn til at forsvinde, uden nogen opdagede det. "Ellers kunne man bare bruge evanesco to irriterende elever," foreslog Benjamin. Der var i hvert fald intet svineri efterfølgende. "Så er det måske godt nok, at du blev eliksirprofessor i stedet for forvandlingslærer og omvendt?" sagde Benjamin, der ikke selv kunne prale at være den fødte eliksirbrygger. I eliksirtimerne havde det været ham, der ærbødigt havde måttet tage imod råd på råd fra Madeline, når han begik sine utallige fejl i løbet af brygningen af en eliksir.

Madeline smilte bredere, "Hmm - Ikke helt gennemtænkt." Vandet var gået til ro igen, selv den mindste, bare den mindste rystelse, kunne få det forstyrret. "Jah, det kunne jo være en idé, ellers sender jeg dem til tortur hos min eftersidninger." Madeline lavede sjov, det vidste Benjamin nok også, der var gange hvor folk tog hendes alt for seriøst. Madeline trippede lidt, midt i deres skoletid var de på en måde afhængelige af hinanden, når det kom til forvandling og eliksir. Benjamin var bossen når det kom til besværgelser og ligende, når det kom til Eliksir var det hende selv der var bossen. Madeline betragtede omgivelserne, ingen af eleverne var endnu kommet ud. I hvert fald ikke hvad Madeline kunne se. Hun sukkede. Engang var det hende der løb rundt og blev væltet omkuld i jorden. Hun sukkede. Hun var egentlig på vej ud i skoven, b.la. for at forberede en sti for en lektion, da eleverne skulle ud og finde ingredienser. Bare for de ikke fór vild. "Når du har fået op med musene, vil du så med i skoven, og forberede en sti til eleverne?" Nogle mente at det var barsk at sende elever ud i den forbudte skov, men Madeline var ret sikker på at så længe de fulgte stien, ville de højst sandsynligt ikke løbe ind i problemer.

Benjamin bekræftede Madelines udtalelse. "Du snakker som om, du kunne have en hel liste over elever, der har brug for en eftersidning?" spurgte Benjamin. Han kunne egentlig godt forestille sig det. Nogle af eleverne kunne virkelig være stride til at høre efter. Efter at have afsluttet deres sidste skoleår på Hogwarts, ville de sikkert indse, hvilken fejl de havde begået ved ikke at høre efter. Benjamin nikkede bekræftende, da Madeline foreslog, at han kunne hjælpe hende med forberedelsen til hendes lektion. "Jo da, det vil jeg gerne. Jeg har alligevel ikke så meget andet at forberede til lektionen lidt senere end musene her," fortalte Benjamin, mens han smilede. Han havde ikke været specielt meget ude i den forbudte skov de seneste mange år, hvilket vel egentlig ikke var så underligt. "Det minder mig lidt om da vi selv gik på Hogwarts, og vi ville undersøge skoven. Forskellen er vel at det dengang måske var en anelse i strid med reglementet," sagde Benjamin og smilede helt ved tanken. Reglementet var virkelig gået forbi deres hovedet nogle gange.

Madeline trippede lidt, blikket var faldet lidt rundt omkring Ben. "Hmm.. Måske bør jeg det?" Efter sætningen røg en tilpasset latter ud. "Men ja, nogle dage bedre end andre." sagde hun med en smule alvor. Kun lidt. Sommetider var det bare at Madeline havde lyst til at råbe dem i synet at de skulle skrubbe af, og tale med rektor omkring opførelsen. "Ja. Det var jo også ret så sjovt, men en ting, jeg vil aldrig møde en edderkop igen. De gigantiske edderkopper var jo frygtelige" Hun mente virkelig hvad hun sagde, hun havde aldrig brudt sig om edderkopper. Nogle gange var reglementet bare... ikke gyldigt, hvis man kunne sige det sådan. "Skal du så op med musene, eller går vi direkte i skoven?" spurgte Madeline venligt

Benjamin smilede skævt. "Jeg tror, at du ville risikere, at det var de samme elever, der prydede hele sedlen," sagde Rylan. Det var trods alt oftest de samme elever, der sørgede for alt balladen på Hogwarts, og de blev ved i al uendelighed, så det ud til. Så snart det ene par ballademagere forsvandt, kom der nogle nye. "Jeg tror nu ikke, at du kan undgå edderkopper eller acromantula for evigt, når du frivilligt går ind i den skov," sagde Benjamin. Benjamin selv havde aldrig haft de store problemer med edderkopper. "Men du bliver ikke alene til at stå over for dem, hvis vi skulle rende ind i nogle, mens vi er i skoven," sagde Benjamin med et opmuntrende smil, "og jeg går op med musene nu. Jeg risikerer bare, at de flygter, hvis jeg tager dem med derud. Vi mødes i skovkanten." Benjamin smilede kort til hende, hvorefter han vendte rundt og gik indenfor på Hogwarts, for at skaffe sig af med musene.

Et smil stod frem på hendes læber. "Jamen så ses vi!" Hun snurrede på hælen. Et suk kom fra hendes læber da hun havde passeret den lange bro til plænen. Hun var fuldkommen fortryllet af ham; hans smil, hans blik, hans stemme, hans væremåde. Hun satte sit hår i en hestehale, Merlin bør vide hvad der kunne ske hende derude, alt efter hvordan hendes hår var sat op. Hun stod udenfor skoven. Minderne skyllede ned over hende som et bad. Et dårligt minde bød sig dog ind. Hun havde aldrig kunne lide edderkopper, og for den sags skyld acromantula'er. Hun rystede det af sig, det var for 14 årsalderen, det er slut. Nu er hun en voksen kvinde, som ved hvor hun står. Hun er med bevist omkring alting. Hun kastede blikket mod slottet, og ventede blot på Ben som nok snart ville komme.

Benjamin satte hurtigt musene fra sig på sit kontor, så snart han trådte ind af døren. Han sikrede sig lige, at musene ikke kunne slippe ud af kassen, før han igen gik ud af kontoret. Det ville være lidt at en nitte at komme tilbage til en tom kasse. Det tog ikke lang tid, før han igen kunne indånde den friske luft, og han vendte målbevist kursen ned mod skovkanten, hvor Madeline gerne skulle vente på ham. Hans blik fangede straks den kvindelige skikkelse i nærheden af skoven, som tilhørte Madeline. Han satte farten en anelse op, og det varede ikke længe, før han var henne ved hende. "Hey!" hilste han kort, selvom det ikke var mere end et stykke tid siden, at han havde efterladt hende for at sætte musene op på kontoret, "Hvor begynder vi? Jeg regner da med, at du viser vej?" Andet kunne ikke rigtigt være tilfældet. Det var trods alt hende, der vidste, hvor stien skulle være.

Hun sukkede glædeligt da Benjamin kom. Da han spurgte til hvad vej de skulle, havde Madeline et simpel svar. "Bare følg med mig." Hun trådte gennem 2 træer, som kunne se ud som at lukke vejen ud når som helst. Det var egentlig et godt stykke tid siden, de havde snakket. Hun vidste nærmest intet om ham længere. "Nååh, hvad har du så lavet efter din tid på Hogwarts?" spurgte Madeline lidt indtil. Hun skulede venligt til ham, mens de fortsætte gennem skoves mørke. Af alt de havde gået på, havde hurtigt givet sig, Det var egentlig heldigt nok. Nu var Madelines tillid til eleverne sat på prøve, fulgte de stien, de ville være ude af problemer, gjorde ikke, så havde de sat sig selv i en svær situation. Hendes tanker vendte tilbage til hendes spørgsmål til Benjamin. Hvad havde hun selv lavet? Hun havde været praktikant i ministeriet, arbejdet deltid i Diagonalstræde, og været på rejser i de sydlige lande. Det var da også fint.

Benjamin smilede, hvorefter han, som Madeline sagde, bare fulgte efter. Han betragtede hende med et let smil tavst, mens hun gik foran ham. "Jo," begyndte han, da hendes spørgsmål rev ham tilbage til virkeligheden. Men man kunne vel næppe bebrejde ham at have gjort. Madeline var trods alt en smuk kvinde. "Altså, jeg tog uddannelsen som obliviator, ligesom min far have gjort, da han forlod Hogwarts. Jeg havde egentligt forestillet mig at skulle arbejde som obliviator i meget længere tid, end jeg gjorde, men et irriterende episode på arbejdet fik mig til at søge ind som lærer på Hogwarts i stedet," fortsatte Benjamin. Han kiggede kort væk ved tanken om episoden. Nogle mennesker var bare nogle idioter. "Hvad med dig? Har du altid vidst, at du ville være eliksirprofessor?" spurgte Benjamin og vendte igen blikket tilbage på Madeline. Han mindedes ellers ikke, at det var den profession, hun havde fablet mest om i deres skoletid.

Madeline sukkede, ja, det havde Benjamin bestemt snakkede om. Tankerne vendte langsomt tilbage til hende. Et smil skar ned af hendes ansigt. Kort betragtede hun Benjamin. En ting var sikkert; hans smil kunne få enhver til at flyve. Da han spurgte hende, vendte hun tilbage til virkeligheden. På en måde. "Nej, det har jeg ikke altid ønsket. Nej jeg havde et større ønske; Minister for magi. Jeg hørte på et tidspunkt nogle tale om det i kaffe stuen. De krydsede dem over som de mente ikke kunne være ministere af alle mulige grunde, gad ikke arbejde med sådan nogle tossehoveder, eliksir blev ledigt, og jeg så det som en glimrende mulighed" Forklarede Madeline. At være minister, var en drøm, som nu er blevet erstattet af eliksir. Hun elsker jobbet. "Men da jeg var 10 drømte jeg om at blive magthaver i Rusland, spørg ikke hvorfor." grinte hun.

Benjamin nikkede, da hun fortalte om sine planer. "Ja, jeg kender typen. Nogle i ministeriet et bare nogle idioter. Men det lyder da som om, at det gik roligt for sig. Mit lille opgør i ministeriet endte, til forskel for dit, ud med, at jeg forvandlede en kollegas hoved til et græskar for at få ham til at holde kæft," fortalte Benjamin med et skuldertræk. Ham kollegaen havde ikke været for kvik, så folk var bare gået ud fra, at han havde forvandlet sit hoved ved et uheld. "Måske burde du bare have gået efter posten som Minister for Magi for at få stoppet alt det vrøvl i ministeriet," forslog Benjamin. Han kunne forstille sig, at Madeline sagtens kunne have gjort ministeriet til en bedre arbejdsplads. "Magthaver i Rusland?" spurgte Benjamin vantro, der ikke kunne lade være med at grine over den bemærkning, "den tror jeg alligevel aldrig, at jeg har hørt før."

Madeline sukkede. "Gjorde du? Det gjorde min kontor-partner også, han forvandlede vores overordene til et græskar, det var virkelig sjovt" smilte Madeline. Det slog hende ikke hvor hun indtil videre havde gået, en ting, det var her solen kunne nå igennem de tætte grene, og ingredienserne var. Man skulle yde for at nyde. "Måske burde jeg? Men jeg har det fint som eliksirprofessor. Det er fantastisk at kunne være en del af så mange ungers liv." hun sukkede og kiggede sig lmkring. Intet farligt i sigte. I hvert fald ikke lige nu. "Hey hey, det var noget en nabo bildt mig ind. Mig og naboenpigen sad hos hende, så fortalte hendes far os om Rusland. 'Jamen så vil jeg gøre det et bedre sted! Rigtig flot Maddie." Hun skulede lidt til Ben. "Du må da også have haft nogle små underlige drømme, "

Benjamin trak på skuldrene med et skævt smil plantet i ansigtet. "Ja, det er også en meget fin besværgelse, når det er nødvendigt," fortalte Benjamin, "det er dog et stykke tid siden, at jeg har kunnet more mig med den. Forvandling er jo ikke en tilladt straf. Men det er også fint. Der er andre ting, der betager mig nu." Benjamin lyttede opmærksomt på, hvad Madeline sagde, mens han betragtede hende. "Du behøver ikke skule til mig, jeg får det helt skidt," sagde han og tog i forsvar hænderne op foran sig. Han fik følelsen af at have såret hende, når hun skulede sådan til ham, og det havde han ikke lyst til at gøre. "Men jo, efter at have læst en artikel om ham manden, der fløj til månen på en kost. Jeg havde en ide om, at jeg kunne overgå ham og flyve til solen på en kost. Så jo, jeg havde også umulige drømme," fortalte Benjamin. Han vendte blikket væk og kiggede sig omkring, "du har styr på, hvor vi går hen ikke? For jeg er faret vild."

Madeline sukkede. "Jah, her som lærer bliver vi fyret, i ministeret ender vi på buksen, som elev ender vi lærens kontor - Ingen frihed længere." grinte Madeline. Hun kiggede sig rundt i omgivelserne. Hendes skuldere sank et øjeblik. Hun så et blik i et hans ansigt som om han havde sagt noget forkert. "Skal vi se hvor hurtigt du så kan fange mig, hvis jeg skuler til dig igen?" grinte Madeline. "Du havde tydeligvis ikke hørt at solen er varmere end din ovn, på det tidspunkt vel?" Madeline havde det ret så hyggeligt trods de var ude i den mørke skov. "Ak ja, det kan jeg, har gået turen et par gange bare for at være sikker"

Benjamin nikkede. "Men det er ikke det værd, hvis man bliver fyret. Jeg ville helst ikke forlade Hogwarts igen. Jeg kan meget godt lide det her. Naturen, stemningen, minderne og beboerne på Hogwarts," sagde han og kigge kort på Madeline, før han vendte opmærksomheden ud på beplantningen omkring. Han havde aldrig rigtigt brudt sig om at gå rundt herude. Han havde altid en følelse af at blive iagttaget. Men det var alligevel ikke helt så slemt, som han huskede det fra sin egen tid som elev på Hogwarts. "Nej," afviste Benjamin hurtigt hendes spørgsmål med et roligt smil. Han trak på skuldrene. "Nej, måske ikke," sagde han med et smil og fortsatte i en drillende tone, "måske skulle du tage med mig næste gang, jeg flyver derop. Du kan vel fortælle mig, at jeg ikke burde gå nær den? Desuden garanterer jeg ikke sikker transport. Jeg er en rædselsfuld flyver." Benjamin kiggede sig omkring endnu en gang. "Jeg kan forestille mig, hvordan nogle af eleverne bliver færdige af skræk herude. Det er jo ikke fordi, at rygterne om den forbudte skov fortæller, hvor hyggeligt et stede det er til en skovtur," sagde han.

Madeline rystede på hovedet. "Nej, det er ikke det værd. Jeg vil heller ikke forlade Hogwarts igen, det var hårdt nok første gang. Hogwarts er et sted, som er/vil være svært at forlade" sagde hun og betragtede Benjamin. "De var nok derfor vi ikke røg på Quidditchholdet" grinte hun. Forude var der en lille lysning. Et område hvor der var lyst, og tørt, og grønt græs. Det var egentlig ret overraskende. "Her kommer jeg til at stå og vente på eleverne." sagde hun. "Nej, men der ser da ret hyggeligt ud." grinede hun. Hun så en tør græsplet. Der var tidligt om sommeren, og derfor var græsset rart at sidde på. Hun satte sig ned. Og lavede en bevægelse til Benjamin, som sagde sæt dig ned.

Benjamin stoppede kort op, da de kom ind i lysningen. "Og mig som troede, at der ikke fandtes sådanne områder inde i den åh så mørke forbudte skov," fortalte Benjamin, hvorefter han sattes sig ned ved siden af Madeline og smilede til hende, "men her er jo meget hyggeligt... og her er helt stille." Han kiggede stadig på Madeline, hvorefter han slog blikket væk for at mærke det bløde græs mellem sine fingre."Jeg har altid hadet at gå herud. Jeg undgik altid de få lektioner, hvor der var klassetur herud," fortalte Benjamin. Selvom det var mange år siden, gik han ikke herud medmindre han fandt det højst nødvendigt. "Kommer du her ikke tit, siden du kan finde rundt?" spurgte Benjamin, der var faret vild i løbet af de første 10 minutter, og det var ikke engang fordi, at han havde en dårlig stedsans.

"Du kan tro de findes." svarede Madeline og smilte da Benjamin satte sig ved siden af hende. "Jeg er nødt til at komme her tit, eleverne tager jo på de underlige ture herud, også kan man lige så godt lærer skoven at kende." Madeline sukkede og kiggede op. Træerne havde bragt en smule skygge over lysningen, men det var også fint. Der var tydelige mærker på græsset, om hun havde været her før. "Du kan tro her er flot i måneskinnet" strålede Madeline.

"Er der så mange af dem?" spurgte Benjamin overrasket. Han havde ikke engang kunnet forestille sig, at der var en enkel af disse lysninger. Benjamin lyttede opmærksomt til Melanie. Han ville nok aldrig lære skoven at kende. I det tilfælde var han nok gået for sent i gang med at lære. "Men i det tilfælde, så håber jeg, at du engang vil vise mig herud igen, næste gang der er måneskin," foreslog han og smilede glad til hende, "nu har du nævnt det, og jeg kan ikke selv finde herud." Det var egentligt sandt nok. Selvom de havde lavet en sti, ville det tage langt længere tid at finde herud. "Så er det en aftale?" spurgte han opfordrende, mens han smilede til hende.

Melanie lænede hovedet tilbage og kiggede op gennem trækronerne. "Nej nej, du må have misforstået mig, jeg tror det her er den eneste, tro mig, jeg ved ikke engang hvor lang den her skov rækker, men jeg siger dig, jeg satser på den her er den eneste." Melanie smilte. Hun snørrede en tot hår om bag øret. "Joda! Der er fuldmåne imorgen, lad os kalde det en lille skovtur." Melanie smilte. Hun kastede et blik på klokken. "Vi må vist hellere komme hjemad"smilede hun. Næste time ville snart begynde.