Skal, skal ikke?

Sted: Spådomslokalet
Tid: Eftermiddag
Vejr: Solen skinner, himlen er blå og bare godt vejr
Omgivelser: Nada

Aiden gik den lange vej op til nordtårnet, hvor spådomslokalet befandt sig. Han havde en eftermiddag fri og havde nu tænkt sig at dele den med spådomslæreren. Han håbede bare, at Dominique var der, siden han ellers havde gået den lange vej forgæves. Han så op på faldlemmen til klasselokalet og så, at den var lukket i, men den så ikke ud til at være låst. Han overvejede lidt, om han skulle gå derop eller ej. Det ville være akavet at gå derop, og der så ingen var. Eller hun sad der sammen med en anden. Han sukkede og besluttede sig derfor at kravle op til den og bankede så på den, hvorefter han hoppede ned på gulvet igen og så op mod faldlemmen med et skævt smil.

Solen stod højt på himmelen, hvilket ikke hjalp meget på den høje temperatur i spådomslokalet. Det var tydeligt at se de små støvpartikler i det lille opvarmede rum. Smilet formede sig lidt om de smalle læber, mens Dominique pudsede glaskuglen som hun bar i armene. Med rolige hænder satte hun glaskuglen på plads igen, oppe på dens retmæssige hylde. Dominique kastede et hurtigt blik henover skulderen og lod det hvile lidt på lemmen. Hun pudsede glaskuglen en sidste gang, med et enkelt strøg og trådte et skridt tilbage. Derefter vendte hun om på hælen og gik forsigtigt hen til faldlemmen. Uden megen besvær fik hun sat sig ned på knæ og åbnet lemmen. Hendes blik søgte ned af stigen og mødte et velkendt ansigt. Hendes læber bredte sig i et varmt smil, der afslørede en hvid perlerække af tænder. ”Aiden!” hilste hun lystigt, og rykkede en smule på sig. ”Har du lyst til at komme op?” Lød hendes milde stemme, hvorefter hun tog et skridt bagud for at mindske risikoen for at vælte forover og ned af stigen.

Aiden kunne pludselig høre nogle skridt fra rummet over ham og lod derfor sit blik stivne på faldlemmen. Han håbede virkelig, at det kun var en person, han kunne høre og ikke flere. Da faldlemmen gik op, blev hans smil bredere, da det var Dominique han fik øje på. "Jeg skulle lige til at spørge om det samme," svarede han og begyndte at gå op ad stigen. "Jeg var faktisk i tvivl, om du overhovedet var her, eller om der var andre her," fortalte han, mens han gik op ad stigen af. Han var bare glad for, at det kun var hende, der var der. Da hans hoved var nået over faldlemmen, kunne han se sig om i lokalet. Rigtigt nok, der var ingen andre, og han åndede nærmest lettet op. Han lagde også mærke til, hvordan solen strømmede ind i lokalet. Det ville også være syndt at lukke den ude på sådan en dejlig dag. Medmindre man var mere en vinterperson, men det var han ikke lige just. Han kom nu helt op fra faldlemmen af og sendte hende nu et lille smil.

Dominique havde brugt det meste af dagen på at gøre rent i klasselokalet, hvilket hun i sidste ende var blevet ganske tilfreds med. Glaskuglerne var sat på plads på deres retmæssige hylder, tarotkortene var lagt sammen og lagt ned i skuffen på hendes skrivebord. Midt på hendes eget lille spådomsbord stod en glaskugle, der kunne ses igennem. Bordet var dækket af en rød dug med stjerne på. Rundt om i hele lokalet stod der borde, med samme slags dug men af mindre størrelse. Ved hvert bord stod der to stole, så eleverne kunne sidde sammen i små grupper. Dette hjalp meget på hendes lektioner, da ikke alle forstod sig på spådom og derfor valgte en makker der gjorde.

Da Aiden kom op gennem faldlemmen kunne Dominique ikke skjule et skævt smil, som voksede på hendes læber. Hun satte hænderne lidt i siden, mens hun lagde vægten over på den ene fod. Hun stod sådan i et øjeblik og studerede Aiden en smule, men så tog hun sig selv i det og kom på bedre tanker. ”De andre Professorer har sikkert bedre at lave, end at tilbringe tid med mig heroppe.” svarede hun ærligt og bevægede sig hen mod sit skrivebord, hvorpå der stod fire tekopper som egentlig ikke var blevet brugt til noget i et stykke tid. De havde bare stået der til pynt. Med et lille smil kastede hun et blik tilbage på Aiden, og lavede et lille kast mod tekopperne. ”Vil du have en kop te?” Te passede måske ikke så godt itl det varme vejr, men det var det eneste hun kun byde på udover vand. Med et lille smil, gik hun om bag sit skrivebord og hev en tekande frem. Dominique havde en sær trang til te hele tiden, så hun havde altid en reserve kande

”Det er egentlig dejligt med lidt selskab, nu og da.” kommenterede hun og sendte Aiden et skævt smil. Hun havde slet ikke noget imod at han var kommet for at tilbringe lidt af eftermiddagen sammen med hende, faktisk var hun utrolig glad for at han gerne ville og ikke følte at det ville være spild af hans tid. Dominique satte sig ned på stolen, der stod ved hendes skrivebord og skænkede the op i de to kopper. Med et smil lavede hun en håndbevægelse mod den ene af kopperne, som for at sige at han bare skulle tage en. En pludselig tanke ramte hende og hun spurgte før hun overhoved fik en chance for at tænke den igennem: ”Må jeg prøve at spå dig?” Hun havde næsten tekoppen helt henne ved sine læber, da hun stoppede brat op. Hun rystede let på hovedet og kiggede undskyldende på Aiden. ”Du behøver ikke, hvis du ikke vil.”

Aiden forstod ikke helt, hvorfor hun fortalte ham det. Han var ellers sikker på, at de andre intet havde imod at komme herop. Der var ikke en stank af røgelse, som han kunne huske, fra dengang han var elev. Alligevel kunne han fornemme en vis rolighed over hendes stemme, der indikerede hendes ærlighed. Måske kunne de bare ikke klare den lange gåtur op ad trapperne? Men stadig. Hvis man ville have en andens selskab, måtte man også ofre sig den tur. "Tja, de ved vel bare ikke, hvad de så går glip af," sagde han med et lille kækt smil og kløede sig i nakken. Ved ordet 'te' lyste han nærmest op. Som den sande englænder, han nu var, kunne han ikke få nok af te. Han drak det regelmæssigt, da det gav ham en ro, både smagen og duften. "Jo, hellere end gerne," svarede han. Han lagde mærke til, at hun fandt sig til rette ved katederet, så derfor tog Aiden en stol fra en af bordene over til katederet. Han håbede ikke, at det gjorde hende noget og i så fald, skulle han nok stille den tilbage. Det havde han så tænkt sig alligevel. Han sendte hende et smil og tog en af kopperne. Han skulle til at tage en tår, men blev lidt forbavset over Dominiques spørgsmål. Han vidste ikke helt, om han skulle tro på spådom eller ej, men det kunne vel ikke skade at give det et forsøg. "Ehm, det kan du da godt," svarede han med et overrasket blik. "Men.. Nu er det ikke sådan noget med, at du forudser min død eller noget, vel?" Det kunne være sjovt at prøve, men han ville bare ikke vide, om han døde i morgen eller ej, og i så fald hvodan det så skulle ske. Det ville alligevel være for skræmmende for ham.